egnet episodegrafik i orange og sort. To mænd balancerer på en line mellem to klipper. Bag den ene står Manden med le ved en gravsten, bag den anden tårner papirbunker, en computer og et ur sig op. Manden til højre klamrer sig til en stak papirer mærket DEADLINE. Øverst står titlen Gråt Brændbart.

Dødsleje eller deadline

Om arbejde, familie og hvad man egentlig efterlader sig

Har du prøvet at køre hjem en fredag og tænke, at der må være noget mere end det her? Så er du i selskab med rigtig mange. Svaret er 42, hvis man spørger Douglas Adams, men det svar afslører mest af alt, at spørgsmålet er stillet forkert.

Thomas og Henning går i gang alligevel. De taler om de sygeplejersker, der har lyttet til folk på dødslejet, hvor påfaldende få nævner præsentationerne, de aldrig blev færdige med. Henning fortæller om dagen, hvor han så sin kone køre af sted med børnene og indså, at han aldrig laver noget, der er større end dem. Undervejs kommer de omkring Viktor Frankl, Schopenhauer, alt for meget kebab og hele den industri af mening, som arbejdspladser og influencere gerne sælger os.

Men hvis man stadig jagter meningen med livet som 55-årig, har man så allerede misset den?